Reflekterende spejle – der fungerer ved at bruge refleksionens love

Et spejl er en optisk komponent, der fungerer ved hjælp af reflektionslovene. Spejle kan opdeles i plane spejle, sfæriske spejle og asfæriske spejle efter deres former; alt efter refleksionsgraden kan de opdeles i totalreflektionsspejle og semi-transparente spejle (også kendt som stråledelere).

Tidligere, når man fremstillede reflektorer, blev glas ofte belagt med sølv. Dens standardfremstillingsproces er: efter vakuumfordampning af aluminium på et højpoleret underlag, belægges det derefter med siliciummonoxid eller magnesiumfluorid. I specielle applikationer kan tab på grund af metaller erstattes af flerlags dielektriske film.

Fordi loven om refleksion ikke har noget at gøre med lysets frekvens, har denne slags komponent et bredt driftsfrekvensbånd, som kan nå de ultraviolette og infrarøde områder af det synlige lysspektrum, så dets anvendelsesområde bliver bredere og bredere. På bagsiden af ​​det optiske glas er en metal sølv (eller aluminium) film belagt med vakuumcoating for at reflektere det indfaldende lys.

Brugen af ​​en reflektor med høj reflektans kan fordoble laserens udgangseffekt; og det reflekteres af den første reflekterende overflade, og det reflekterede billede er ikke forvrænget og har ingen spøgelse, hvilket er effekten af ​​frontoverfladereflektion. Hvis en almindelig reflektor bruges som den anden reflekterende overflade, er ikke kun reflektiviteten lav, der er ingen selektivitet til bølgelængden, men det er også nemt at producere dobbeltbilleder. Og brugen af ​​belagt filmspejl, det opnåede billede er ikke kun høj lysstyrke, men også nøjagtigt og uden afvigelse, billedkvaliteten er klarere, og farven er mere realistisk. Forreste overfladespejle bruges i vid udstrækning til optisk high-fidelity scanningsrefleksionsbilleddannelse.